Suchergebnisse

Danske statsministre har gennem tiden fået stadig større muligheder for egenhændigt at hyre og fyre ministre – dog med den begrænsning, at de i koalitionsregeringer må dele denne magt med partiledere fra andre regeringspartier, når det gælder koalitionspartnernes ministre. Frigjort fra tidligere tiders forventninger om, at ministre skulle have særlig forudsætninger på deres områder fagligt eller politisk, har de i stadigt hurtigere tempo flyttet især de perifere ministre fra post til post. Eller fyret dem. Mange ministerposter er derfor blevet udsat for hurtige kavalkader af skiftende ministre uden dybere kendskab til deres område og med begrænset tid til at få den fornødne indsigt. Det underminerer det politiske lederskab og det politiske ansvar i en række ministerier. Derfor bør statsministre forberede ministerskift bedre og undgå impulsive rokader. Eventuelt må Folketinget gennemføre forebyggende høringer af nye ministre om deres baggrund og hensigter.

Anmeldelse af Michael Kobberrød Rasmussen (2023), Tamilsagen og udlændingepolitikken 1982-2001, Odense: Syddansk Universitetsforlag, 352 sider inklusive noter, litteraturfortegnelse og kildeliste samt personregister.

Danish Civil Servants and Policy-Making.
The tradition of the Danish civil service, a product of its historical heritage, is one of impartiality and independence with respect to political power. The recruitment of several political counsellors on the basis of their affiliation to a political party has not changed this broad picture but has brought about a number of developments. The domination of lawyers at the highest level has created a space for their association with economists and political scientists, reinforcing the capacity for policy making. Ministers will henceforth play a more active role of initiation at the heart of an increasingly competitive organisation.